Da jazzmusikken kom til Danmark i 1920’erne og 1930’erne, blev dens tilhængere opfattet som rebelske, ligesom man senere oplevede det med tilhængere af rock ‘n roll i 1950’erne. Det var særligt de unge, der tog den nye musik til sig og lod sig imponere af store jazzkoryfæer som Louis Armstrong, Fats Waller samt Duke Ellingtons besøg i Danmark.
Under krigen blev blot det at dyrke en amerikansk musikstil opfattet som et oprør. Oprøret passede dog ind i tiden, hvor også revyviser var rebelske med deres for tyskerne slørede dobbelttydighed.
Restaurant ‘München’ i København var Mathisens faste tilholdssted gennem flere år, og her kunne gæsterne blandt andet opleve en scat-syngende Mathisen, der på vittig vis omgik sit forbud mod at synge på engelsk. Vittig og humørfyldt det var Mathisen. Hans kollega Børge Ring fortæller i et interview fra 2006, at en gruppe tysk-sindede danskere en dag mødte op for at sabotere en koncert i Odd Fellow Palæet i København. De smed stinkbomber for at få folk til at forlade salen. Det forhindrede dog ikke Leo Mathisen i at entre scenen og spille ”Der er en duft, af jeg ved ikke hvad” på det opretstående klaver. Efterfølgende måtte hele orkesteret vente et par timer med at forlade palæet, da de var lovet tæsk af sabotørerne, der ventede udenfor. Koncerterne med Leo Mathisen og hans orkester var også langt fra fredelige. Publikum kunne gå helt amok, når bestemte numre blev spillet. Nogle hoppede op på bordene, satte hænderne for munden og spillede ‘Mills Brother’s trompet’. Når det skete, vidste orkesteret, at direktøren ville bede dem holde en pause, så på den måde bestemte de selv, hvornår de ønskede en pause.
Perioden 1940 – 45 blev pga. den musikalske isolation samt de danske jazzmusikeres store popularitet den mest produktive indenfor dansk jazz, og et ikke senere overgået antal pladeudgivelser blev produceret og sendt på det danske marked.

Fats Waller nummeret ”Anita” var et sikkert valg, hvis publikum i restaurant ‘München’ skulle hoppe op på bordene og spille ‘luft-trompet’. Lyt til nummeret her. I denne udgave høres Leo Mathisens orkester, sangeren er Erik Parker. Optagelsen er udgivet i 1941.

Her ses den harmonika-spillende Leo Mathisen fra lydoptagelserne til filmen ”Snushanerne” fra 1936. Sangerinden er Connie Meiling. Desuden ses instruktør og ‘medsanger’ Lau Lauritzen jr. tv.
Foto: Niels Peter Olesen, Danskefilm.dk.

Leo Mathisens store popularitet skyldtes ikke mindst hans karisma, men også hans store talent for at gøre ethvert nummer til sit eget. Han var gennem hele sin karriere inspireret af Fats Waller, og hans forbillede siges at være den amerikanske pianist Willie ‘The Lion’ Smith, der blandt andet var kendt for altid at have en dampende cigar i mundvigen. Leo Mathisen var dog ingen kopi og regnes i dag for en af jazzens pionerer i Danmark. Hans stil var hans egen og vil formentlig i mange år frem stadig være billedside til numre som ”Take it easy, boy, boy” samt ”To be or not to be”.
_______________________________________________________________________

Bonusinfo

Den fantasirige og dygtige pianist Sigurd Barrett udsendte i 2006 en CD sammen med hans jazztrio. CD’en består af nyfortolkninger af en lang række af Leo Mathisens store succeser, heriblandt ”De 24 røvere”, ”Måne for to” samt en række både mere og mindre kendte Mathisen-klassikere. Barrett og hans trio formår at fremføre numrene med ånd og charme, som var det næsten ”’The Lion’ himself”. Bestemt en CD der varmt kan anbefales.