Category: General Juelsminde Jazzfestival

3. juni 2022, kl. - 5. juni 2022 -

 

I Pinsen afholder vi Juelsminde Jazzfestival!

I år lægger vi ud med en kirkekoncert med Rikke Mølgaard Jazz Group.
Det er i Juelsminde Kirke fredag den 3. juni kl. 19.00. Billetpris 200 kr. inkl. et glas vin.

Lørdag fortsætter festlighederne med Rasmus Bøgelund & The Danish Standards, Juelsminde Pigegarde, Horsens Big Band og Paul Harrison Band, der spiller i nærheden eller i Jazzteltet v. Restaurant På Havnen. (Se programmet herunder.)
Handelsstandsforeningen har hyret Mormors Drenge, der spiller på Kompastorvet/Odelsgade kl. 12.00 - 15.00. Der er fri entré til alle arrangementerne lørdag.

Søndag er der også fri entré. Handelsstandsforeningen har hentet Lars Gylden til Kompastorvet/Odelsgade, hvor han giver koncert kl. 12.30 - 14.30, mens Super Brugsen har inviteret Jazzopathics, der giver koncert kl. 13.00 - 16:00.

Læs mere om årets kunstnere og se hele programmet her. Det bliver stort, så glæd jer! :-D

 

Fredag

 

Fredag d. 3. juni kl. 19 - Rikke Mølgaard Jazz Group

Rikke Mølgaard Jazz Group gæster Juelsminde Kirke, og der er lagt op til en helt fantastisk koncert!

Fredag d. 3. juni kl. 19.00 - 20.30 er der kirkekoncert i Juelsminde Kirke med Rikke Mølgaard Jazz Group. Det er en helt ny konstellation af musikere Rikke møder med: Kurt Riedel trommer, Palle Juul Hansen piano, Gert Rostock bas, Nikolai Bøgelund trombone, så glæd jer!

Billetter kan købes i våbenhuset. Prisen er 200 kr. inkl. et glas vin efter koncerten.

 

Lørdag (gratis entré)

 

Lørdag d. 4. juni - Rasmus Bøgelund & The Danish Standards kommer sejlende og går street parade

Rasmus Bøgeland fyrer den af med sine Danish Standards, som også er navnet på hans orkester.

Lørdag d. 4. juni kl. 11.30 sejler Rasmus Bøgelund & The Danish Standards fra Sandbjerg Marina (gl. færgehavn) med fuld musik og ankommer sejlende til”Museumskajen” (ved Havnemuseet), hvor de bliver modtaget af et begejstret publikum. Herfra går de streetparade til festteltet ved Restaurant På Havnen, hvor de giver koncert kl. 12.00.

Lørdag d. 4. juni - Juelsminde Pigegarde

Pigegarden er som altid et festligt indslag i Pinse-arrangementet. De går kl. 11.30 fra Netto til Restaurant På Havnen, hvor de giver en lille koncert på broen foran restauranten.

Lørdag d. 4. juni - Rasmus Bøgelund & The Danish Standards

Fra kl. 12.00 - 14.00 giver bandet koncert i festteltet ved Restaurant På Havnen.
Vi har også sørget for, at ingen skal gå hverken sultne eller tørstige fra koncerten. Der kan købes grillpølser frisk fra grillen samt øl, vin og vand til meget konkurrencedygtige priser.

 

Lørdag d. 4. juni - Mormors Drenge

Duoen Mormors Drenge spiller på Kompastorvet/Odelsgade fra kl. 12.00 til 15.00.
Dansk pop/rock, røverhistorier, to mand og to guitarer.
Tovholder: Juelsminde Handelsstandsforening.

Lørdag d. 4. juni - Horsens Big Band

Kl. 14.30 liner Horsens Big Band op med hele den store besætning på 20 medlemmer. De spiller indtil kl. 16.30 i festteltet ved Restaurant På Havnen. Vi glæder os til genhøret med dette velspillende big band.

Som tidligere nævnt har vi sørget for både mad og drikke. Kl. 18.00 er vi klar med grillstegt pattegris med tilbehør. I løbet af eftermiddagen er der også mulighed for at købe kaffe med blødt brød.

Oplev Horsens Big Band byde op til dans med swingende big band-rytmer. Her ses de i en video fra Juelsminde Jazzfestival 2019.

 

Lørdag d. 4. juni - Paul Harrison Band

Der er lagt op til festlige rytmer funderet i den traditionelle jazz, når Paul Harrison og bandet kigger forbi festivalen.

Når den grillstegte pattegris mv. er fortæret og maden har sat sig, er vi klar til at præsentere Paul Harrison Band. De går på scenen kl. 19.30 og spiller indtil kl. 22.00 i festteltet ved Restaurant På Havnen.

Besætningen er følgende: Paul Harrison UK. Klarinet/Sopransax/Altsax. Marc Chain DK. Guitar/Vokal. Søren Stausbøl DK. Piano/Vokal. Peter Williams UK. Kontrabas. Mikkel Find DK. Trommer. Antonia Barisic HR. Vokal.

 

Søndag (gratis entré)

 

Søndag d. 5. juni - Lars Gylden

Fra kl. 12.30 til 14.30 kan du opleve Lars Gylden på Kompastorvet/Odelsgade, hvor han giver koncert. Lars underholder med sine egne eftertænksomme og livsbekræftende folk-sange. Der er både plads til latter og rørende historier om sangenes tilbliven.
Tovholder: Juelsminde Handelsstandsforening.

Søndag d. 5. juni - Jazzopathics

Kl. 13.00 - 16.00 tager Super Brugsen over og fortsætter jazzfestivalen med det yderst velspillende band Jazzopathics. Det er på p-pladsen ved Super Brugsen.

Kom og swing med! Jazzopathics er en jazztrio med erfarne musikere, der alle har gjort sig gældende på den jyske jazzscene. Repertoiret spænder vidt og orkesteret formår både at fortolke gamle traditionelle jazznumre og den mere moderne swingmusik, ligesom en del af deres arrangementer er hentet i det latinamerikanske.

Jazzopathics spiller levende og underholdende jazz. Så gå ikke glip af, at høre dem, når festivalen rykker op til Super Brugsen.

Vi ses til tre fantastiske dage i Juelsminde! :-D